Tortillas med stegte minutstrimler
- 45 min.
- 4 personer
Ingredienser
- 400 g ANTONIUS® minutstrimler (skinkestrimler), ca. ½x½x5 cm
- 1 tsk. hele korianderfrø
- 1 hel stjerne anis
- 2 tsk. tørret chili
- ½ tsk. fint salt
- Peber
- 4 tsk. olie, fx olivenolie
- 240 g udblødte kikærter (du kan snuppe nogen fra dåse)
- 2 spsk. olie, fx olivenolie
- 3 spsk. græsk yoghurt 2%
- 2 spsk. eddike
- 1 tsk. honning
- ½ spidskål, ca. 400 g
- 1 tsk. salt
- ½ bundt mynte
- Evt. ½ bundt koriander
- 8 tortillas
- 2 dl græsk yoghurt 2%
Sådan tilbereder du retten
Rist korianderfrø, anis og tørret chili på en tør pande. Knus dem i en lille morter eller krydderikværn.
Kom minutstrimler i en skål, vend med krydderierne, salt og peber og lad det trække i 15 minutter.
HUMMUS
Kom kikærter i en gryde og hæld vand over, så det dækker. Kog kikærterne som anvist på pakken (dette hopper du bare over, hvis du bruger kikærter fra dåse).
Kom kikærter i en foodprocessor med en smule af kogevandet eller vandet fra dåsen. Kør med olie, yoghurt, eddike og honning til en jævn hummus. Smag til med salt og peber og evt. eddike og honning.
SALTET KÅL
Skyl spidskål og snit det helt fint. Kom det i en skål, drys med salt og peber og klem kålen lidt, så salt bliver gnedet ind i kålen. Lad den trække i 10-15 minutter.
Skyl mynte og koriander og hak det groft. Vend sammen med kålen.
TILBEHØR
Varm halvdelen af olien på en pande ved god varme, der skal være så meget smæk på kogepladen, at det siger ”sszzzzs ”-lyde, når kødet kommer på panden. Tilsæt halvdelen af kødet og lad det stege på alle sider i 1-1½ minut, ca. 4 minutter i alt. Kom kødet på en tallerken. Varm den anden halvdel olie ved kraftig varme og brun resten af kødet i 1-1½ minut.
Varm tortillas og fordel lidt hummus, kål, yoghurt og kødstrimler på hver og rul dem sammen.
Tips
- Smagen bliver mere intens, når hele krydderier ristes og mørtes.
- Hvis du ikke kan finde minutstrimler (skinkestrimler), kan du bruge schnitzler, som du skærer i ½ cm tykke strimler på det korte led.
- Du kan også bruge fladbrød i stedet for tortillas – dem kan du som regel finde hos grønthandleren.